Refleksion over dengang mit batteri døde på en strandtur

Jeg har altid hadet at blive vækket af folk, der ringer til mig, men den dag og kun på den dag var det godkendt. For selvfølgelig er man ikke sur, når ens venner ringer, og spørger om man vil med på stranden, når vejret er helt ekstremt varmt.
Selvfølgelig sagde jeg ja, og selvfølgelig tog vi afsted.

Først pakkede jeg selvfølgelig min taske, med det mest basale ting man skal have med på stranden.

Badetøj, solcreme, solbriller, et håndklæde osv. Alle ens bade ting, hyggeting, spilleting, bare alle nødvendighederne.

Og derefter var det bare om at køre mod stranden. Mine venner have hentet mig i bil, så jeg behøvede faktisk virkelig ikke gøre noget.

Vi lå der i timevis, vi spillede Rommy, vi badede, lavede volleyball. Vi prøvede at spille gæt og grimasser, men vi alle stank ret meget. Og i de sidste 30 minutter vi var der, lå vi og slappede af og lyttede til Spotify på min telefon.

Der var Harry Styles der spillede i det at der gik stilhed. Ikke pga. folk gik eller noget, men fordi telefonen som for fem minutter siden havde 65% pludselig ikke havde noget.

Det vidste jeg godt ikke kunne passe, så mit bedste gæt var at batteriet var ødelagt eller lign.

Eftersom jeg ikke havde bil måtte jeg gå til andre ressourcer og bad mine venner om at køre mig hen til Fixphone.

De gik hurtigt med til det, for vi havde været her i seks timer og var ved at blive til stegte pølser.

Så vi kørte fra stranden til et reparationsfirma.

Og da vi nåede frem, fik vi fikset batteriet, og en af vennerne fik endda en ny telefon, og derefter gik vi ud af butikken igen, men vi gik ikke hjem, vi ville videre.